Under opbygning

Denne hjemmeside er under opbygning, så bær venligst over med os, hvis der er et par huller. 

Brug gerne feedback-funktionen 'Hjalp denne side dig?' nederst på de sider, hvor du synes vi gør det godt eller mangler noget.

Tak for din forståelse.

Bæredygtig skovdrift

Skove er langsomt voksende økosystemer, og det kræver en langsigtet planlægning og målrettet forvaltning at opretholde og udvikle skovene mod mere biodiversitet.

Vi vil over en 5-årig periode øge arealet med urørt skov fra 10 % til 20 % og omstille driften af den øvrige skov til biodiversitetsskov med større variation i skovbilledet. Vi vil bevare og formidle vores kulturarv og kulturhistorie og sikre en god balance mellem benyttelse og beskyttelse. Skovene skal også bidrage til klimaindsatsen ved at lagre kulstof fra luftens CO2 og holde regnvandet tilbage.

- Svendborg Kommunes Skovstrategi 2020

Skove for alle

De kommunale skove i Svendborg Kommune er på mange måder en værdifuld ressource, der gennem en langsigtet forvaltning skal sikres og udvikles til gavn og glæde for kommunens borgere, turister,
miljøet og naturen i skovene.

Med vores skovstrategi fra 2020 sigter vi efter at skabe varierede, bæredygtige og spændende skove med en høj biodiversitet. Samtidig vil vi til stadighed udvikle og give gode muligheder for et aktivt og varieret friluftsliv:

  • Urørt skov og biodiversitet: Vi vil øge biodiversiteten i skovene.
  • Kulturarv og kulturhistorie: Vi vil bevare og synliggøre værdifuld kulturarv og kulturhistoriske værdier.
  • Friluftsliv: Vi vil styrke og udvikle skovenes funktion som rekreative områder på et bæredygtigt grundlag i forhold til naturværdierne.
  • Æstetiske skove: Vi vil sikre skove med højstammede bøge og ege ved tilkørselsveje og ved Christiansminde som en smuk ankomst til Svendborg (i alt ca. 22 ha).
  • Klima: Vi vil udnytte skovene til at imødegå de negative følger af klimaændringerne, både som buffer for regnvand ved skybrud og gennem CO2-binding og kulstoflagring.
  • Sikkerhed og naboskab: Sikkerhed for publikum og skovens naboer vægtes i forhold til risikoen.

Skovene skal på den måde give oplevelser, sundhed og fællesskaber i en god balance mellem benyttelse og beskyttelse.

Certificeret skovdrift

Siden 2015 har vi drevet certificeret bæredygtig skovdrift efter PEFC™ og FSC® -normerne.

Certificeringens hovedformål er at sikre, at der ikke fældes mere træ, end skoven producerer, og at skovdriften sker under hensyntagen til skovens naturværdier og rekreative værdi.

Certificeringen stiller specifikke krav om udlægning af urørt skov og til mængderne af dødt ved, der skal efterlades i skoven - til glæde for især insekter og fugle, der får bedre føde- og opholdsmuligheder. Samtidig håndteres træ fra skovene som en værdifuld ressource.

I forbindelse med certificeringen blev 10% af skovarealet udlagt til urørt skov.

Skovene har siden været drevet i overensstemmelse hermed og flersidigt, hvor den rekreative anvendelse af skovene, naturhensyn og produktion af gavntræ er søgt forenet.

Kort over urørt skov

Følg med i, om vi når vores mål

Som en del af certificeringen af vores skovdrift skal vi én gang årligt udarbejde og offentliggøre et resumé om skovdriften.

Vi offentliggør resuméet her på siden.