Kommuneplan og lokalplaner

Lokalplanen er den detaljerede plan for et bestemt område i en kommune. Kommuneplanen er kommunens overordnede plan for, hvordan kommunen skal udvikle sig. Find den lokalplan, der gælder for dig.

Lokalplaner

En lokalplan er en detaljeret plan med bindende bestemmelser for et bestemt område i kommunen.

Lokalplanen kan blandt andet bestemme:

  • Hvordan lokalplanområdet må anvendes
  • Hvordan bebyggelse, veje og friarealer skal placeres
  • Om der skal anvendes særlige materialer til bebyggelse
  • Bevaring af bygninger og landskabstræk
  • Sikring af friarealer og fællesanlæg

Lokalplanen regulerer udelukkende fremtidige forhold. Eksisterende lovlige forhold kan således fortsætte som hidtil.

En byplanvedtægt gælder på samme måde som en lokalplan, men er udarbejdet før 1977.

Byplanvedtægter indeholder normalt bestemmelser om anvendelses- og bebyggelsesforhold og er oftest mindre detaljerede end lokalplaner.

Kommuneplan

Kommuneplanen fastsætter de overordnede retningslinjer og rammer for arealers anvendelse og udvikling – for eksempel:  

  • Hvordan skal byerne udvikle sig.
  • Hvor kan der være butikker.
  • Hvor er der særlige natur- og kulturværdier.
  • Hvilke rammer skal lokalplanlægningen ske indenfor.

Kommuneplanen dækker hele kommunen, både byerne og det åbne land.

Hvem gælder kommuneplanen for?

Kommunalbestyrelsen og administrationen skal arbejde for kommuneplanens gennemførelse.

Kommunalbestyrelsen skal altså sørge for at overholde kommuneplanen, når den vedtager lokalplaner og behandler borgernes sager.

Kommuneplanen er ikke bindende for borgerne, hvorimod lokalplaner har direkte retsvirkninger for borgerne.

Revision hvert 4. år 

Kommuneplanen omfatter den fysiske udvikling i de kommende 12 år og skal revideres hvert 4. år. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at foretage en hel eller delvis revision. 

I planstrategien fastlægges de temaer, der skal revideres i den kommende kommuneplan. I Svendborg Kommune udgør vores udviklingsstrategi 2022-2035 den aktuelle planstrategi. 

Kommuneplantillæg

Hvis en kommuneplan ønskes ændret inden næste revision, skal der udarbejdes et kommuneplantillæg. Forslag til kommuneplantillæg skal ligesom forslaget til kommuneplanen udsendes i offentlig høring.  

Høringsperioden giver borgere, virksomheder og organisationer mulighed for at komme med bemærkninger.