Kultur og bevægelse

Svendborg bliver kendt som Danmarks bedste kulturegn med et mangfoldigt kultur- og foreningsliv. Vores lokale og nationale kulturarv er med til at danne grundlaget for en fælles identitet

I vores udviklingsstrategi for 2022-2035 er kultur og bevægelse én ud af fem styrker, som vi gerne vil blive endnu skarpere på. Læs her, hvad vi vil.

Svendborgs kultur- og fritidsliv er mangfoldigt og af høj kvalitet. Hvad end, man søger fordybelsen i den lokale læseklub, fællesskaberne i idrætsforeninger, intimiteten i koncerten under åben himmel eller vil lade sig rive med af ny scenekunst med store armbevægelser. Kultur- og fritidslivet drives og udvikles i vid udstrækning af frivillige ildsjæle. I de senere år har den samtidig gennemgået en professionalisering, der viser, at her er der gode vilkår for at leve af sit kunstneriske virke. Derudover er vækstlaget enestående i Svendborg. Mange talenter klækkes i Svendborg, hvor der er rige muligheder for at forløse sit fulde potentiale. Der er både plads til at eksperimentere med sin niche og rejse hele festivaler for specifikke kunstarter eller genrer.

Kulturen og idrætten står som stærke eksempler på fællesskab og frivilligt engagement i Svendborg. I udviklingsstrategien har vi valgt at sætte fokus på kulturen som kreativ og kunstnerisk udfoldelse, der skaber fællesskaber og oplevelser samt bidrager til dialog og dannelse.

Det kulturliv, vi beskriver her, bærer præg af en åbenhed: Svendborg-egnen favner det nye, men passer også på det gamle og viser respekt for det stedbundne. Vi spiller hinanden gode. Det gør vi blandt andet med et nyetableret kommunikationsnetværk på tværs af kulturinstitutioner, aktører
og kommune og med et klyngesamarbejde, hvor vi sammen udvikler og driver aktive idræts- og bevægelsesfællesskaber. 

Som kommune understøtter vi de kulturelle kræfter og det frivillige foreningsliv, hvor de spirer og lever. Det gør vi blandt andet ved at facilitere nye samarbejder, fjerne barrierer, yde økonomisk støtte og have særligt fokus på den udvikling, der går på tværs af Svendborgs styrker. Vores scenekunst bliver også sat på landkortet med et nyt teater- og oplevelseshus på Frederiksø. Det samme gør vores stærke foreningsliv og talentudviklingsarbejde, når atleterne vinder guld, eller vores bysbørn optræder på landsholdene. 

Med udgangspunkt i vores efterhånden mange erfaringer med både mindre og større events, er vi i stand til at understøtte og afvikle events af mange formater, der kan bidrage til øget synlighed, øget  lokal omsætning og styrke det lokale samarbejde. 

Det vil vi

  • Vi vil gøre Svendborg-egnen kendt som én stor kultur-egn og én af landets mest interessante teaterbyer med byernes rum og pladser som kulisse og lærred for kulturfællesskaberne og vækstlaget
  • Vi vil skabe høj kulturel kapital blandt børn og unge for at styrke den kulturelle dannelse, kulturens vækstlag og talentudviklingen
  • Vi vil styrke synligheden af events, kulturaktiviteter og hele Svendborgs kulturelle brand, så endnu flere borgere og gæster får lyst til at engagere sig i de mange kunst- og kulturtilbud
  • Vi vil styrke den kulturelle synergi på tværs af kulturelle genrer og fremme innovative samarbejder, der tiltrækker og skaber kunstneriske og musiske jobs og styrker den kulturelle fødekæde
  • Vi vil fortsætte udviklingen af de bevægelsesinitiativer, der kendetegner Svendborg Kommune, og på den måde bruge aktive fællesskaber til at styrke
    borgernes trivsel, både fysisk og mentalt
  • Vi vil styrke den historiske bevidsthed i både byen og i lokalområderne ved at demokratisere kulturarven via samskabelse og borgerinddragelse

Fakta

  • Svendborg-egnen har flere end 80 kulturelle foreninger såsom kor, musikforeninger, festivaler, teater- og dilettantforeninger, lokalarkiver og museer, forsamlingshuse mv., og mere end 120 idrætsforeninger.
  • Svendborg Kommune har formaliserede samarbejdsaftaler med otte kulturinstitutioner; Svendborg Museum, Naturama, BaggårdTeatret, Borgerforeningen Svendborg Teater, Taasinge Museum, SAK Kunstbygning, B&U Teatret og Foreningen Rytmisk Råstof
  • Svendborg Kommune driver desuden Svendborg Musikskole, Svendborg Bibliotek og Svendborg Ungdomsskole
  • Svendborgenserne opsøger kulturtilbud i højere grad end lands- og regionsgennemsnittet (Statistikbanken; 2020)
  • Kulturlivet angives som en af de væsentligste årsager til tilflytning (Svendborg Kommune: Tilflytningsanalyse maj 2021)

Signaturprojekter for kultur og bevægelse