Foto © Faceoff

Uddannelse

Svendborg som Danmarks bedste by for det gode studieliv: under uddannelsen, i fritiden, på vej ind på arbejdsmarkedet. Vi har verdens bedste maritime uddannelser og professionsuddannelser.

I vores udviklingsstrategi for 2022-2035 er uddannelse én ud af fem styrker, som vi gerne vil blive endnu skarpere på. Læs her, hvad vi vil.

På Svendborg-egnen har vi en bred vifte af uddannelser: Grundskoler, forberedende uddannelser,  gymnasiale og erhvervsfaglige ungdomsuddannelser, høj- og efterskoler og videregående uddannelser. Særligt for netop Svendborg er SIMAC; landets førende uddannelsesinstitution inden for maritime uddannelser. Samarbejdet mellem uddannelser og erhvervslivet er stærkt i Svendborg. Vi uddanner fremtidens velfærdspersonale til lokale jobs, og der er lærepladsgaranti inden for en lang række brancher.

Vores andre styrker i form af kultur og bevægelse samt natur afspejler sig i de mange lokale undervisningstilbud og læringsmiljøer.

Skolerne kan blandt andet benytte Sejlcentret samt Natur- og Miljøskolen, hvor eleverne får konkrete erfaringer med naturen og det maritime liv, der giver helt unikke færdigheder og viden for resten af livet. I Svendborgprojektet, med idrætsskoler og aktive børn i dagtilbud, sætter vi desuden særligt fokus på idræt, krop og bevægelse for børn og unge og arbejder konstant på at fremme deres fysiske, sociale og mentale trivsel.

Den nye læreruddannelse i Svendborg (2025) får også en helt unik profil med fokus på mad, krop, idræt og udeliv. Vores høj- og efterskoler er noget helt særligt. Skolerne som samlingssteder med mange aktiviteter – og arbejdspladser for mange borgere – spiller en vigtig rolle for lokalsamfundene  og for Svendborg samlet set.

De tager hvert år imod mange forventningsfulde unge mennesker fra hele landet. De danner også rammer for begivenheder, der henter eksperter, meningsdannere, politikere og kulturpersonligheder til det sydfynske, ligesom skolerne selv er med til at sætte Svendborg på Danmarkskortet, når deres elever og undervisere rejser ud for at dele og vise deres kundskaber.

Der er omkring 2600 jobs inden for uddannelse i Svendborg Kommune.

Det vil vi

  • Svendborg vil vi udvikle os som uddannelsesby, så vi fortsat er et attraktivt sted for nye uddannelser.
  • Vi vil tilbyde studiesteder af høj kvalitet, uanset uddannelse. Derfor skal alle, der er involverede i de studerendes uddannelsesliv samarbejde om at skabe de bedst mulige rammer.
  • Vi vil styrke sammenhængen mellem uddannelse og erhverv, så lokale virksomheder får nemmere ved at rekruttere lokalt og nyuddannede har bedre muligheder for at etablere et liv i Svendborg.
  • Vi vil danne, uddanne og inddrage alle unge, så de som aktive medborgere i et
    demokratisk samfund kan tage kvalificerede valg og får indflydelse på deres fremtid.
  • Vi vil gøre det nemt at skifte til nye veje på arbejdsmarkedet gennem hele livet. Det kan være et af midlerne til at kunne rekruttere den rette arbejdskraft.

Fakta

  • I 2022 har Svendborg 7.220 elever i grundskolealderen 6-16 år. Befolkningsprognosen viser, at antallet af 6-16-årige vil stige til 7.516 frem mod 2035
  • I Svendborg er 2.641 personer beskæftiget i undervisningsbranchen. Kilde: Statistikbanken.dk
  • Svendborg er hjemsted for et bredt udvalg af ungdoms-, professions- og videregående
    uddannelser. I 2025 åbner den nye læreruddannelse i nybyggede faciliteter på Nordre Kaj ved Svendborg havn. Læreruddannelsen får en unik profil med fokus på idræt, mad og udeliv samt en styrket overgang fra uddannelse til ansættelse.

I Svendborg kan man tage forskellige uddannelser

  • Pædagogisk assistent
  • Pædagog
  • Pædagog med bevægelsesprofil
  • Serviceøkonom
  • Sygeplejerske
  • Social- og sundhedshjælper
  • Lærer (2025)
  • Den frie læreruddannelse
  • Maskinmester
  • Skibsfører
  • Skibsofficer