Social- og Sundhedsudvalget
Referat • 8. juni 2021 kl. 15.30
Indhold
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Godkendt.
Beslutningstema
Social- og Sundhedsudvalget gives en status vedr. platformen Boblberg.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Foranlediget af Social- og Sundhedsudvalget på udvalgsmødet den 5. november 2019 blev der, på tværs af direktørområderne, besluttet at indgå aftale med platformen Boblberg. Platformen blev gjort tilgængelig for borgere i Svendborg Kommune umiddelbart før julen 2019. I forbindelse med udmøntning af budgetudvidelsen til styrkelse af det frivillige sociale område på udvalgsmødet den 7. oktober 2020 blev det besluttet, at Boblberg i 2021 og årene frem finansieres som en del af budgetudvidelsen. Udvalget besluttede samtidig at anvendelsen af Boblberg evalueres i 2021.
På mødet deltager Rasmus Stæhr, en af ejerne af Boblberg, og giver en status på anvendelsen af platformen siden opstarten i december 2019.
Fakta om Boblberg
Boblberg er en platform til at søge fællesskaber og venskaber for borgere i kommunen. Når kommunen har købt adgang, er den gratis for borgerne at anvende. Boblberg har en enkelt og brugervenlig brugerflade, hvor enkelt-borgere har mulighed for at oprette en ”bobl”, hvor de søger efter andre med fælles interesser, efter større fællesskaber eller en-til-en-kontakt. Der søges eksempelvis efter venskaber, reservebedsteforældre, motionsvenner, kreative aktiviteter, følgeskab til aktiviteter og efter andre at dele livsvilkår som sygdom, tab, ensomhed o.lign. med. Foreninger har mulighed for at oprette bobler med deres aktiviteter og events eller søge efter frivillige til deres foreningsarbejde.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgiften vedrørende Boblberg er budgetlagt ved sidste års budgetforhandlinger.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Servicelovens § 18.
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Orientering om den aktuelle situation.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Administrationen giver en kort orientering om den aktuelle situation på udviklingen samt de indsatser der er igangsat.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Taget til efterretning.
Beslutningstema
Samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om etablering af omsorgs-/sorggrupper på skoler.
Indstilling
Udvalget drøfter samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.
Sagsfremstilling
Radikale Venstre ønsker en drøftelse af og en beslutning om Svendborg Kommune kunne være interesseret i et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse Svendborg Lokalforening, om oprettelse af omsorgs-/sorggrupper på skoler.
Lokalforeningen har været i kontakt med administrationen i Børn og Unge, men sagen er ikke behandlet politisk.
Sorggrupper er et vigtigt skridt på vejen og skal ses som en forebyggende og tidlig indsats med fokus på trivsel, fællesskaber og mental sundhed. Børn, der oplever alvorlig sygdom eller dødsfald risikerer dårligere trivsel, koncentrationsbesvær og mere fravær i skolen. Forskning viser desuden, at tab i barndommen kan have langsigtede negative konsekvenser for bl.a. trivsel, socialt liv og gennemførelse af uddannelse. Hvis vi sætter ind med den rette hjælp i tide, kan det få en afgørende betydning for børnenes muligheder for at leve et godt og sundt børneliv.
Omsorgs-/sorggrupper på skoler sikrer:
- At der er let tilgængelig støtte, som en del af børnenes hverdagsliv
- At der er lige adgang for alle, uanset hvor man bor, uanset familiens ressourcer og uanset årsagen til sygdommen eller dødsfaldet
- At børn i sorg føler sig mindre ensomme og møder andre børn i lignende situationer
- At omsorgsgruppeledere er kendte voksne fra børnenes hverdag
- At børnene bliver mere nærværende og koncentrerede i timerne
- At der skabes en kultur på skolen, hvor det er lettere og mere naturligt for flere, at turde samtale om sorg.
Vi vedlægger beregninger på omkostningerne til sorggrupper i skolen-, kursus, til drift og en beskrivelse af mulighederne for den helt ambitiøse model, hvor der skitseres nogle muligheder kommunen har, hvis de gerne vil ”bygge mere ovenpå” indsatsen med sorggrupper.
Modellen kan tilpasses efter lokale forhold:
- Nogle kommuner vælger at opstarte omsorgsgrupper på alle skoler efter sorggruppelederkurset (de fleste af vores 12 samarbejdskommuner)
- Nogle kommuner slår flere skoler sammen om en omsorgsgruppe
- Nogle kommuner starter med en omsorgsgruppe på 1-2 foregangsskoler og bruger omsorgsgruppelederkurset til at uddanne nøglepersoner på alle skoler
Udgifterne til selve kursusdelen er den samme for kommunerne, da vi altid opretter 3 dages lokale kurser. Men udgifterne til at drifte grupperne kan selvfølgelig variere. Lokalforeningen i Svendborg i gang med at fundraise til kurset for lærer og pædagoger og man har indtil nu modtaget 75.000,- kr.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Udvalget ønsker at fremsende sagen til Fællesudvalgsmøde om ungeområdet til drøftelse.
Hanne Ringgaard Møller (B) deltog ikke i behandlingen af sagen.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Drøftelse af temaer til budget 2022.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalget beslutter, om der er temaer, der skal indgå i udvalgets videre arbejde med budget 2022, samt drøfter forslag til finansiering af eventuelle udgifter.
- At udvalget beslutter, hvorvidt der er temaer, der skal fremsendes til Økonomiudvalget.
Sagsfremstilling
I henhold til budgetproceduren for 2022 har udvalget i foråret drøftet udvalgets egne temaer / indsatser og eventuelle særlige udfordringer samt forslag til finansiering. På mødet i juni beslutter udvalget, om der er temaer, der skal arbejdes videre med inden for udvalgets område, herunder finansiering.
Hvis udvalget vurderer, at der er temaer, der skal indgå i budgetforhandlingerne, fremsender udvalget forslagene, inkl. forslag til finansiering af eventuelle udgifter, til Økonomiudvalget.
På møderne i udvalget den 13. april og 4. maj 2021 blev foreslået en række temaer, og der foreligger nu følgende beskrivelser:
Demografi, ældreområdet (ændret)
Demografi, socialområdet (ændret)
Akutpladser
Pårørenderådgiver (nyt)
Styrket afrusningstilbud i Alkoholbehandlingen Svendborg (nyt)
Bolighandlingsplan, plejecenterområdet (ændret – fremrykket til 2022)
Bolighandlingsplan – anlægsudvidelse (ændret – fremrykket til 2022)
Varmtvandsbassin, nybyggeri, anlæg + afledt drift (uændret)
Renovering og handicaptilgængelighed - anlæg (nyt)
Fælles om sundhedsindsatser. Styrkede lokale tværfaglige sundhedsindsatser (nyt).
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Jf. budgetproceduren ledsages driftsudgifter afledt af temaer af tilsvarende finansieringsforslag inden for udvalgets budgetramme.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Udvalget beslutter at alle temaerne fremsendes til Økonomiudvalget.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Handleplan i Socialafdelingen på baggrund af screening af det specialiserede socialområde.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at udvalget godkender handleplanen og derved fastholder et uændret serviceniveau,
- at sagen oversendes til Økonomiudvalget til orientering.
Sagsfremstilling
Socialafdelingen har de seneste år taget en række initiativer for at kunne levere den nødvendige og tilstrækkelige støtte med et budget i balance. Det er initiativer som rehabiliteringsstrategien Fælles Afsæt, etablering af Team Ekstern med fokus på skærpet forhandling med eksterne tilbud, etablering af tilbud som § 12-tilbud (rådgivning), øget brug af uvisiterede § 104-tilbud (aktivitet og samvær) og skærpet fokus på visitation/præcis matchning af borgere til midlertidige og længerevarende botilbud.
Det har vist sig ikke at kunne imødegå et flerårigt udgiftspres. Budgetopfølgningen for 1. kvartal 2021 indikerer, at udfordringerne fra tidligere år fortsætter i 2021. Der er ikke udsigt til, at presset vil aftage over de kommende år, medmindre det politisk besluttes at ændre i serviceniveauet.
Med det afsæt har BDO screenet det specialiserede socialområde med særligt fokus på botilbudsområdet, som Social- og Sundhedsudvalget blev præsenteret for på udvalgets møde den 13. april 2021.
Svendborg Kommune har sammen med en stor del af landets øvrige kommuner et udgiftspres. Udfordringerne beror bl.a. på øget tilgang i overgangssager fra Børn og Unge-området, øget tilgang af borgere med psykiatriske diagnoser, øget antal borgere med senhjerneskade, øget kompleksitet især ved eksterne køb på botilbudsområdet og øgede krav til myndighedsfunktionen. Det betyder, at der er behov for yderligere handling for at lykkes med budgetoverholdelse på det specialiserede socialområde.
Der er udarbejdet en handleplan, der vil medvirke til at sikre den nødvendige og tilstrækkelige faglige kvalitet i myndighedsfunktionen, mindske udgiftspresset og styrke den interne tilbudsvifte til et mere dynamisk og responsivt niveau med højere variation i myndighedsfunktionens bestillingsmuligheder.
Handleplanen tager afsæt i screeningen fra BDO, der beskriver 11 hypoteser opdelt i tre spor:
- Økonomisk styring
- Faglig styring
- Tilbudsvifte
Socialafdelingen har fokus på alle tre spor og har i handleplanen beskrevet en række tiltag bestående af 6 temaer, der for en del var igangsat før screeningen og for en del igangsættes på baggrund af screeningen.
Handleplanens tre spor præsenteres i bilag og vil blive uddybet på mødet.
Ressourcer
Socialafdelingen vurderer, at gennemførelsen af de tre spor kræver øget brug af administrative og sagsbehandlerressourcer frem til udgangen af 2023.
Handleplansstyring
Det samlede projekt vil blive organiseret under en styregruppe med repræsentation fra Økonomi og Socialafdelingen med områdets direktør som formand. Styregruppen skal sikre, at handleplanen gennemføres og at milepæle, målsætninger og økonomisk potentiale indfris.
Politisk orientering
Der planlægges med halvårlige afrapporteringer til Social- og Sundhedsudvalget i forbindelse med budgetopfølgning efter 2. kvartal og regnskabsafslutningen og årlig afrapportering til Økonomiudvalget i forbindelse med regnskabsafslutningen.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Handleplanen vil medføre øget brug af administrative og sagsbehandlerressourcer.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Lov om social service.
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Udvalget godkender handleplan og oversender sagen til Økonomiudvalget.
Beslutningstema
Håndtering af ekstraordinær brandgennemgang på 9 ældre plejecentre i flere etager.
Indstilling
Direktionen indstiller at Social- og Sundhedsudvalget:
- træffer beslutning om, hvorvidt plejecenter Caroline Amalielund skal fortsætte som plejecenter. Såfremt Caroline Amalielund skal fortsætte som plejecenter, træffer beslutning om brug og hermed indsatser til yderligere brandsikring af plejecentret
- tager plan for håndtering af brandgennemgang til efterretning
Sagsfremstilling
De danske kommuner modtog i september 2018 et hyrdebrev fra daværende Transport- Bolig- og Bygningsminister Ole Birk Olesen, i forhold til at sætte fokus på brandsikkerheden på plejecentre og boenheder.
Svendborg Kommune iværksatte på daværende tidspunkt en intern gennemgang. Teknik- og erhvervsudvalget besluttede efterfølgende 5. december 2019, at afsætte midler til en ekstern vurdering af brandsikkerheden på plejecentre og bosteder i Svendborg Kommune. Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) er rekvireret til at foretage denne gennemgang. Efter ønske fra Social- og Sundhedsudvalget 09.03.21 er DBI startet med at gennemgå 9 ældre plejecentre i flere etager.
Gennemgang af de 9 plejecentre viser, at der på alle plejecentre skal foretages brandsikkerhedsmæssige foranstaltninger. De ni bygninger kan deles i fire grupper i forhold til, hvor omfattende brandsikrende foranstaltninger der skal gennemføres:
Bygninger, der kun ved store investeringer og omfattende renovering vil egne sig til plejecentre på længere sigt. Det kan blive aktuelt at udstede et myndighedsforbud eller påbud.
- Caroline Amalie
Bygninger, hvor der er flere og investeringstunge forhold, der skal gennemføres for at bygningen vil egne sig til plejecenter på længere sigt
- Hesselager
- Strandlyst
- Aldersro
Bygninger, hvor der skal foretages investering for at bygningen vil egne sig til plejecenter på længere sigt
- Bryghuset
- Frøavlen
- Gudbjerg Plejecenter
- Ollerup Plejecenter
Bygninger, hvor der skal foretages en del investering, såfremt de skal anvendes til plejecenterboliger. Såfremt bygningen (fortsat) anvendes til ældreboliger vil der være behov for mindre investeringer.
- Sygekassens hjem
Der er forskellige ejerforhold på plejecentrene
- 3 plejecentre er ejet af Svendborg Kommune – Caroline Amalielund, Aldersro og Ollerup
- 1 af en privat udlejer Wiggers boligudlejning - Strandlyst
- 1 af Svendborg Andelsboligforening - Frøavlen
- 3 af Boligselskabet Sydfyn boligudlejning – Bryghuset, Hesselager og Gudbjerg
- 1 af en selvejende institution – Sygekassens Hjem
Det er boligejer der skal sikre, at plejecentret lever op til brandsikkerhedskravene.
Overordnet handleplan for brandrapporter
- De endelige rapporter fra DBI er fremsendt til boligejerne i uge 19, og administrationen har i uge 20 afholdt møde med boligejerne i forhold til præsentation af rapporterne og drøftelse af videre proces.
- Efterfølgende skal boligejerne sikre tiltag der gør, at ejendommene lever op til brandsikkerhedskravene. Det er på møderne aftalt at boligejerne fremsender en overordnet handleplan i forhold til dette inden sommerferien.
- Det er Svendborg Kommunes byggemyndighed der skal godkende de 9 plejecentrenes tiltag i forhold lovliggørelse af brandsikkerhed.
- Beslutninger vedr. ændringer på de kommunalt ejede plejecentre træffes politisk
- Eventuelle uventede eller uforudsete udfordringer på ikke kommunalt ejede plejecentre forelægges til politisk orientering eller beslutning.
Social- og Sundhedsudvalget har tidligere drøftet DBI’s rapport for Caroline Amalielund. Udvalget har ønsket at vente med at træffe beslutning om Caroline Amalielunds fremtid til resultatet af den brandtekniske gennemgang af ældre plejecentre i flere etager foreligger, samt der er udarbejdet et skøn over udgift til opgradering af brandadskillende bygningsdele som supplement til installation af sprinkleranlæg på Caroline Amalie Plejecenter.
Social- og Sundhedsudvalget har endvidere ønsket høring af Ældrerådet. Høringssvaret er vedhæftet
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
En brandsikring af etageadskillelsen på Caroline Amalielund, vil andrage 17,6 mio. kr. Hvilket skal tillægges udgiften til sprinkling (10 mio. kr.), samt de øvrige udgifter til diverse tiltag, der er eller skal gennemføres (anslået 1,8 – 2,0 mio. kr.). I alt vil der skulle investeres minimum 29,4 mio. kr. – og bygningen vil stadig ikke leve op til nugældende regler, idet der fortsat er flugtveje, der er for smalle.
For de 2 øvrige kommunale plejecentre, Aldersro og Ollerup, er der endnu ikke udarbejdet endeligt økonomisk overslag over de nødvendige foranstaltninger.
Udgifterne til at sikre brandsikkerheden vil skulle deles mellem lejerne på plejecentrene.
Lejerne er dels de borgere der lejer de enkelte lejligheder og dels kommune/selvejende institutioner der lejer servicearealer til personale, aktivitetscenter, gæsteboliger o.l.
Huslejestigningen for borgerne vil i et vist omfang blive kompenseret af boligstøtten. Dette vil være afhængig af den enkelte borgeres økonomiske situation. Staten betaler 75% af boligstøtten, Svendborg Kommune 25% af boligstøtten.
Kommunen/selvejende institutioner vil få en højere husleje i forhold til leje af servicearealerne, som vil påvirke den kommunale drift.
Øvrige plejecentre og bosteder i kommunen er ved at blive gennemgået, her forventes også det vil have økonomiske konsekvenser.
CO2-Konsekvensvurdering
Kan ikke beregnes på aktuelle grundlag
Lovgrundlag
Bygningsreglementet
Hyrdebrev fra transport-, bygnings- og boligministeren
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Udvalget beslutter, at der udarbejdes en plan for rolig afvikling af Caroline Amalie som plejecenter over de kommende år. Afviklingen skal ske i dialog med beboerne, pårørende og medarbejderne og under hensyn til kortsigtede krav til brandsikkerheden.
Enhedslisten ved Stina Sølvberg Thomsen (Ø) kan ikke tilslutte sig beslutningen om at afvikle plejecenter Caroline Amalielund, idet man ønsker at der skal være et dialogmøde med borgere, pårørende og medarbejdere inden der træffes beslutning.
Brandgennemgangen tages til efterretning.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Konkretisering af muligheder for etablering plejeboliger på Ældreområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller at Social- og Sundhedsudvalget træffer beslutning om:
- undersøgelse af muligheder for udvidelse af plejecenterkapaciteten via om- og tilbygning til eksisterende plejecenter
- undersøgelse af muligheder for nybygning af plejecenter
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget får hver år udarbejdet boligprognose for behov for plejecenterpladser på ældreområdet. Boligprognose for 2021 viser behov for 55 yderligere boliger frem mod 2026. Der er til budgetforhandlingerne for 2022 fremsendt budgettema i forhold til drift af disse boliger, samt økonomi til anlæg.
Plejeboligpladserne kan tilvejebringes ved:
- Tilbygning
- Ombygning
- Nybygning
Social- og Sundhedsudvalget har tidligere besluttet, at de ønsker at bevare den eksisterende plejecenterstruktur, og ønsker kapacitetsudvidelse i 2023 og 2024 via til- og ombygning.
Boligprognose og anbefalinger vedr. plejecenterbyggeri viser geografiske forskelle i forhold til demografi og placering af nuværende plejeboliger, borgernes ønsker til hvilket plejecenter de gerne vil bo på, og mulighed for mere bæredygtige plejecentre via tilbygning via tilbygning kan minimere udgiften til overhead. Disse forhold skal medtages i undersøgelsen af muligheder.
Der er i denne undersøgelse tale om en omfattende opgave, der skal løses i samarbejde mellem ældreområdet og CETS. Dette vil medføre et betydeligt ressourcetræk i CETS, hvilket formentlig vil betyde, at det bliver nødvendigt at anvende eksterne rådgivere til dele af opgaven.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er udarbejdet budgettema i forbindelse med budgetforlig 2022 på udvidelse af 55 boliger.
Anlægsudgifter kan variere ift. valg af løsninger for udbygning af plejeboligområdet.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Godkendt, idet erstatningsboliger for Caroline Amalie inddrages.
Beslutningstema
Mulighed for udpegning af områder, der ønskes prioriteret i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om § 18-midler til frivilligt socialt arbejde i 2022 samt drøftelse af benævnelsen af området.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At Social- og Sundhedsudvalget udpeger områder, der skal prioriteres i forbindelse med behandling af ansøgninger om § 18-midler.
- At Social- og Sundhedsudvalget følger anbefalinger fra Kontakt mellem Mennesker/ Frivilligrådet og fastholder benævnelsen af det frivillige sociale område.
Sagsfremstilling
Prioritering af områder
Svendborg Kommune uddeler årligt økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde jf. Servicelovens § 18. Puljen ”Støtte til frivilligt socialt arbejde” til arbejdet i år 2022 meldes ud i august måned 2021. Midlerne kan søges dels af foreninger og organisationer inden for det sociale, kulturelle eller sundhedsmæssige område. Dels af en kreds af enkeltpersoner i forbindelse med konkrete initiativer og aktiviteter. Ansøgningerne behandles i overensstemmelse med fastsatte kriterier, som udvalget vedtog i 2017:
- Der kan ydes tilskud til frivillige sociale aktiviteter inden for hele det sociale område. Det vil sige både til aktiviteter for børn, unge og voksne samt for personer med handicap, flygtninge, misbrugere, udstødte m.v.
- § 18-midlerne er målrettet støtte til aktiviteter, hvor den frivillige indsats er kernen i aktiviteten og primært udføres af frivillige. Dog kan der gives støtte til at lønne personale, der organiserer og koordinerer den frivillige indsats.
- Aktiviteten skal være lokalt forankret og overvejende komme kommunens borgere til gode. Aktiviteter, der går på tværs af kommunerne, kan understøttes, såfremt det i større omfang kommer borgere i Svendborg Kommune til gode.
- Der gives ikke støtte til aktiviteter, der bringes til udførelse af enkeltpersoner.
- 10% af de samlede § 18-midler til udlodning kan øremærkes nytænkning og udvikling på området, herunder aktiviteter i samarbejde mellem kommune og foreninger i et partnerskab, eventuelt i form af flerårige aftaler.
Ud over de fastsatte kriterier kan Social- og Sundhedsudvalget pege på områder, der skal prioriteres i forbindelse med behandlingen af de indkomne ansøgninger.
Administrationen indgår desuden i dialog med Svendborg Frivilligråd i forhold til at høre til rådets prioriteringer vedrørende udmøntning af § 18-midler til brug i 2022. Disse bliver forelagt udvalget i forbindelse med udvalgets behandling af ansøgningerne.
Benævnelse af det frivillige sociale område
Social- og Sundhedsudvalget drøftede på mødet den 13. april 2021 benævnelsen af det frivillige sociale område. Hvorvidt benævnelsen af området vil dække bredere, hvis den eksempelvis også rummer ”sundhedsfremme” og således kunne hedde ”frivillige sociale og sundhedsfremmende foreninger”. Udvalget besluttede, at administrationen skal komme med forslag til en benævnelse af foreningerne, der er bredere.
I den forbindelse er både Svendborg Frivilligråd og Kontakt mellem Mennesker blevet hørt i forhold til at komme med forslag til en benævnelse. Svaret fra begge parter findes i det vedlagte bilag. Svarene peger på især to ting:
- Ser at ordet ”sociale” er centralt i benævnelsen og det bør ikke erstattes eller sidestilles med ”sundhedsfremmende”, ”integrationsfremmende” eller lignende.
- Ser et dilemma i forhold til om betegnelsen rummer de uorganiserede grupper, fællesskaber og netværk, der består af grupper af enkeltpersoner.
Svendborg Frivilligråd og Kontakt mellem Mennesker beskriver en igangværende fælles proces, hvor områdets begreber og definitioner drøftes. De anbefaler, at den nuværende benævnelse fastholdes for nu og påpeger, at de gerne medvirker til en yderligere drøftelse af benævnelsen.
På baggrund af disse høringssvar anbefaler administrationen at fastholde benævnelsen, som den er givet i lovgivningen ”frivillige sociale foreninger og organisationer”. Herved er der overensstemmelse mellem lovtekst og daglig praksis. Desuden anvendes en benævnelse, som er gængs på landsplan blandt det frivillige sociale områdes mange parter.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Servicelovens § 18.
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Udvalget ønsker at der under kriterier tilføjes, at der ydes tilskud til sundhedsfremmende aktiviteter og forebyggelse af ensomhed. Udvalget fastholder benævnelsen.
Beslutningstema
Drøftelse af høringsudgaven af den regionale akutplan
Indstilling
Direktionen indstiller at:
Udvalget drøfter akutplanen og kommer med input til høringssvar
Sagsfremstilling
Regionsrådet besluttede i forbindelse med budgetforlig for 2020, at der skulle udarbejdes en akutplan for Region Syddanmark. Med akutplanen omsættes Sundhedsstyrelsens nationale anbefalinger til den akutte sundhedsindsats fra 2020 til regionale tiltag.
Akutplanen for Region Syddanmark indeholder 32 indsatser, der blandt andet sigter mod på tværs af sektorer at styrke samarbejdet i den sundhedsfaglige visitation, herunder ved at tilvejebringe en række fælles værktøjer, der skal understøtte samarbejde og sammenhængende organisering på det akutte område. En styrket sundhedsfaglig visitation skal blandt andet sikre, at den akutte patient får det rette tilbud på det rette tidspunkt, hvad enten der er tale om en medicinsk eller kirurgisk patient, eller en patient med en psykisk lidelse. Andre indsatser retter sig mod lægevagten og samarbejdet med sygehusenes akutfunktioner. Endelig retter nogle indsatser sig mod at sikre hurtige akutte hjerteforløb, blandt andet via et tættere sundhedsfagligt samarbejde om hurtig diagnostik.
Forslaget til akutplanen er sendt i høring blandt andet til kommunerne i regionen. Høringsperioden er 6. maj - 30. august 2021.
På mødet gennemgår administrationen de væsentligste punkter i regionens udkast til akutplan.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Kan have afledte økonomiske konsekvenser for kommunen
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte
Lovgrundlag
Sundhedsloven
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Drøftet.
Lars Erik Hornemann (V) er ikke tilstede under punktets behandling.
Beslutningstema
Til godkendelse.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At udvalget godkender den endelige udgave af sundhedspolitikken.
Sagsfremstilling
Social- og sundhedsudvalget godkendte den foreløbige udgave af sundhedspolitikken på udvalgsmødet den 13. april 2021. Vedlagte politik er nu sat grafisk op og eksempler på kommunale indsatser og praksis er medtaget. Efter godkendelse vil politikken blive sendt til endelig godkendelse i Byrådet.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Inden for den eksisterende ramme
CO2-Konsekvensvurdering
CO2 aftrykket vil være begrænset til printet af politikken.
Lovgrundlag
Ingen.
Sagen afgøres i
Byrådet.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Godkendt.
Lars Erik Hornemann (V) er ikke til stede under punktets behandling.
Beslutningstema
Godkendelse af valgprocedure for Ældrerådsvalg 2021
Indstilling
Direktionen indstiller, at:
- Valgprocedure for ældrerådsvalg 2021 godkendes.
Sagsfremstilling
Af Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 30-33 fremgår, at der skal være valg til ældrerådet hvert 4. år. Stemmeberettigede til ældrerådsvalget er alle borgere over 60 år i Svendborg Kommune.
Ældrerådet har i samarbejde med administrationen udarbejdet forslag til procedure for ældrerådsvalget 2021. De væsentligste punkter er:
- Valg til Ældreråd foregår samme dag som valg til kommunalbestyrelsen den 16. november 2021
- Information om valg og opstillingsmøde offentliggøres i lokalaviser, Impulser og via Svendborg Kommunes facebookside og hjemmeside i august 2021
- Der afholdes opstillingsmøde 31. august 2021
- Frist for at opstille som kandidat er den 14. september 2021
- Valgmateriale udsendes til de stemmeberettigede primo november 2021
- Valget afholdes som delvist fremmødevalg med mulighed for aflevering af brevstemme på alle kommunalvalgets valgsteder den 16. november 2021. Det bestræbes, at der er repræsentanter fra Ældrerådet til stede på alle valgsteder og mulighed for dialog om vigtigheden af at stemme
- Brevstemmer skal være Svendborg Kommune i hænde senest 22. november 2021
- Optælling d. 25. november og offentliggørelse af valgresultat den 26.november 2021.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Udgifter afholdes inden for Ældrerådets budget
CO2-Konsekvensvurdering
Tryk og omdeling af valgmateriale
Lovgrundlag
Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Godkendt.
Lars Erik Hornemann (V) er ikke til stede under punktets behandling.
Beslutningstema
Orientering om ankestatistik på Social- og Ældreområdet for 2020.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Ankestyrelsen er øverste administrative klageinstans på Social- og Ældreområdet. Hvert år laver Ankestyrelsen opgørelser over, hvor mange klager styrelsen har behandlet for borgere i de enkelte kommuner.
På baggrund af Ankestyrelsens opgørelse offentliggør Social- og Indenrigsministeriet et kommuneopdelt Danmarkskort, der viser omgørelsesprocenten for klagesager efter serviceloven. Danmarkskortet skal behandles politisk i de enkelte kommuner, jævnfør retssikkerhedslovens § 79 b.
Der anvendes tre begreber, når Ankestyrelsen behandler klager:
- Stadfæstelse: Styrelsen er enig i afgørelsen. Der sker ingen ændringer for den, der har klaget.
- Hjemvisning: Hvis der for eksempel mangler væsentlige oplysninger i en sag, og styrelsen ikke selv kan indhente dem, sender styrelsen sagen tilbage til myndigheden. Det betyder, at myndigheden skal genoptage sagen og afgøre den på ny.
- Ændring/ophævelse: Styrelsen er helt eller delvist uenig i afgørelsen og ændrer eller ophæver den.
Omgørelsesprocenten viser, hvor mange sager Ankestyrelsen har hjemvist eller ændret/ophævet ud af alle behandlede sager.
Danmarkskortet offentliggøres i juni 2021 og er inddelt i tre kort:
- Samlet Socialområdet (Børn og Unge, Social- og Ældreområdet)
- Voksenhandicap-området
- Børnehandicap-området
Klager over afgørelser truffet af Socialafdelingen og Ældreområdet indgår således i kortet for det samlede Socialområdet samt i kortet over Voksenhandicapområdet.
Det samlede socialområde
I 2020 behandlede Ankestyrelsen 118 ankesager fra Svendborg Kommune på det samlede Socialområde, hvoraf 42 sager blev ændret/hjemvist. Der er således en samlet omgørelsesprocent på 36 %.
28 af de 42 sager er klager over afgørelser truffet af Social- og Ældreområdet, mens de sidste 14 sager er klager over afgørelser på Børne- og Ungeområdet.
Tabel 1 viser antallet af ændrede/hjemviste sager behandlet på Ældre- og Socialområdet samt hvilken paragraf i serviceloven, sagerne er afgjort efter.
Paragraf | Antal ændrede/hjemviste sager |
§ 83 (hjemmehjælp) | 1 |
§ 85 (bostøtte) | 2 |
§ 95 (kontante tilskud) | 1 |
§ 96 (BPA) | 2 |
§ 100 (merudgifter) | 9 |
§ 107 (midlertidigt botilbud) | 1 |
§ 112 (hjælpemidler) | 6 |
§ 114/115 (biler) | 4 |
§ 118 (pasning af nærtstående) | 2 |
I alt | 28 |
Tabel 1
Voksenhandicap-området
Social- og Ældreministeriet har udtaget fire bestemmelser på voksenområdet til særlig analyse:
§ 95 (kontanttilskud), § 96 (borgerstyret personlig assistance), § 97 (ledsagerordning) og § 100 (merudgifter) i serviceloven.
I 2020 behandlede Ankestyrelsen 15 sager inden for de fire paragrafområder, hvoraf 12 sager er blevet hjemvist/ændret/ophævet. Omgørelsesprocenten er dermed 80 %.
I 2020 modtog 171 borgere støtte efter pågældende paragraffer.
Omgørelsesprocenterne var henholdsvis 55 % i 2019 og 10 % i 2018.
Tabel 2 viser antallet af ændrede/hjemviste sager på de fire paragraffer, der indgår i Danmarkskortets voksenhandicap-område i 2020.
Paragraf | Antal ændrede/hjemviste sager |
§ 95 (kontanttilskud) | 1 |
§ 96 (BPA) | 2 |
§ 97 (ledsagerordning) | 0 |
§ 100 (merudgifter) | 9 |
I alt | 12 |
Tabel 2
På Social- og Ældreområdet træffes indtil flere hundrede afgørelser efter serviceloven. Danmarkskortets paragraffer er komplekse, og derfor gennemgås alle hjemviste sager med henblik på læring.
Ankestatistikken har været i høring hos Handicaprådet. Høringssvaret vil blive udleveret på udvalgsmødet.
Lovgrundlag
Retssikkerhedslovens § 79 b
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Taget til efterretning.
Lars Erik Hornemann (V) er ikke til stede under punktets behandling.
Beslutningstema
Orientering om decisionsskrivelse vedr. revision af Svendborg Kommunes hjemtagelse af refusion på det sociale område i regnskab 2019 samt opfølgning for regnskabsåret 2018.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Social- og Indenrigsministeriet har til opgave at føre tilsyn med kommunernes hjemtagelse af statsrefusion på det sociale område. Kommunen fremsender derfor hvert år senest 31. august en revisionsberetning med revisorpåtegning for det forudgående regnskabsår til ministeriet. Ministeriet gennemgår beretningen og tager i den forbindelse stilling til revisors bemærkninger og træffer herefter en afgørelse i form af en decisionsskrivelse.
Ministeriet har i den aktuelle decisionsskrivelse vedr. regnskab 2019 kommenteret på nogle forhold i revisionsberetningen, herunder foretaget opfølgning vedr. regnskabsåret 2018, hvor ministeriet bemærkede en række forhold, der ikke blev fundet tilfredsstillende. Ministeriet har noteret sig, at kommunen har igangsat opfølgning på de pågældende områder. Derudover konkluderer ministeriet, at det forudsættes, at revisor i forbindelse med revisionsberetningen for 2020 følger op på de områder, der explicit er anført i skrivelsen.
Svendborg Kommune vil følge op på skrivelsen i samarbejde med vores revision, BDO
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Lovgrundlag
Bekendtgørelse 1591 af 15. dec. 2017 om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på visse områder inden for Børne- og Socialministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Udlændinge- og Integrationsministeriets og Transport-, Bygnings- og Boligministeriets ressortområder.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Taget til efterretning.
Lars Erik Hornemann (V) er ikke til stede under punktets behandling.
Sagsfremstilling
- Orientering fra udvalgsformanden
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne
- Orientering fra administrationen
- Orientering om tværsektorielt akutprojekt i Odense Kommune gives på udvalgsmødet i august.
- Ældreområdet inviterer til valgmøde 30. september 2021
- Udmøntning af midler til imødegåelse af ensomhed
- Orientering om tværsektorielt akutprojekt i Odense Kommune gives på udvalgsmødet i august.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 08-06-2021
Taget til efterretning.
Lars Erik Hornemann (V) er ikke til stede under punktets behandling.