Sydfyns Fri Fag- og Efterskole
Offentlig høring af forslag til kommuneplantillæg 2021.13 og forslag til lokalplan 667.
9. april 2025
7. februar 2025

Svendborg Kommunes Kommunalbestyrelse har den 28. januar 2025 besluttet at offentliggøre forslag til kommuneplantillæg 2021.13 og lokalplanforslag 667.
Planforslagene er offentliggjort på kommunens hjemmeside og på plandata.dk den 7. februar 2025.
Planerne giver mulighed for en udvidelse af Sydfyns Fri Fag- og Efterskole, herunder udbygning af spisesalen, etablering af en samlingshal, et energianlæg samt mulighed for et mindre antal boliger.
Planerne kan ses via link til planernes hjemmeside.
Høringsperiode
Planforslagene er i høring i perioden fra den 7. februar til og med den 9. april 2025.
Har du indsigelser, bemærkninger eller ændringsforslag skal du indsende dem digitalt her (tryk på megafonen til venstre og udfyld formularen):
Alternativt kan du sende til:
- Byg og Byudvikling, Frederiksø 4A, 1. sal, 5700 Svendborg
Vi skal bede om din henvendelse senest den 9. april 2025.
Alle indkomne høringssvar offentliggøres automatisk via den digitale visning og vil indgå ved Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af planforslagene.
Forslag til kommuneplantillæg 2021.13
Forslaget til kommuneplantillæg indeholder tre ændringer i forhold til den nuværende kommuneplanramme:
- At skolens område inddeles i tre særskilte rammeområder, hvor anvendelsen og bebyggelsesprocenten tilpasses de enkelte områder.
- Skolens område mod nord udvides. Området bruges til hestefolde og græsslåning. Derudover gives der mulighed for placering af et solcelleanlæg på maksimalt 1 ha med tilhørende afskærmende beplantning.
- Skolens område mod syd udlægges i en ny ramme, hvor der gives mulighed for placering af boliger i form af åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse. Området skal understøtte skolens mulighed for at bygge boliger til lærer og elever eller alternativt at frasælge.
Lokalplanforslag 667 – Sydfyns Fri Fag- og Efterskole
Planforslagene inddeler området i tre delområder med forskellige anvendelsesmuligheder. Et område til skolens centrale bebyggelse, et område til skolens rekreative landskabsbælte samt et område til boliger.
Lokalplansforslaget giver mulighed for en udbygning af skolen i tæt nærhed til den eksisterende bebyggelse, herunder med samlingshal og udbygning af spisesal. Planforslaget friholder de eksisterende landskabsområder mod vest og nord samt skolens grønne fælles opholdsareal.
Derudover giver planforslaget mulighed for at understøtte skolens grønne energiforbrug, ved at give mulighed for opstilling af et solcelleanlæg på terræn på op til 1 ha med tilknyttet afskærmende beplantning. For at bevare udsigten fra skolen ud over de åbne marker, placeres solcellerne i to byggefelter med en afstand imellem, der bevarer et landskabeligt udkig.
Boligområdet ned mod vejen Nørremarken, kan være med til at understøtte skolens ældste elever, ved at de kan bo i tilknytning til skolen og i et mere roligt og trygt tempo lære at klare sig selv. Alternativt kan skolen sælge boliggrundene.
Miljøvurdering
Svendborg Kommune har foretaget en screening af planforslagene i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Konklusionen på screeningen er, at planerne ikke forventes at medføre en væsentlig indvirkning på miljøet, og derfor ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal udarbejdes en miljørapport.
Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet (link til: https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/) inden fire uger fra den offentlige bekendtgørelse, hvilket vil sige frem til og med den 9. marts 2025.
Afgørelsen med klagevejledning kan ses som bilag nederst på siden.
Midlertidige retsvirkninger
Indtil lokalplanforslaget er endeligt vedtaget, gælder der midlertidige retsvirkninger. Det betyder, at ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke må bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for at foregribe den endelige plans indhold.
Lokalplanens midlertidige retsvirkninger gælder i højst 1 år.
Kommuneplanen er ikke direkte bindende for ejere og brugere af ejendomme.
Kommunalbestyrelsen kan dog efter planlovens § 12 udstede forbud mod udstykning og bebyggelse i strid med rækkefølgebestemmelserne (stk. 2) og forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse i strid med rammebestemmelserne (stk. 3).
Kommuneplantillæggets retsvirkninger træder i kraft ved Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse. Forbudskompetencen efter § 12 træder dog først i kraft ved kommuneplantillæggets offentlige bekendtgørelse.
Spørgsmål
Har du spørgsmål, kan du kontakte plan@svendborg.dk