Hybridanlæg ved Høje Dong

Her kan du holde dig opdateret om hybridprojektet ved Høje Dong samt finde svar på ofte stillede spørgsmål.
  • Tre vindmøller på ca. 150 meter og op til 50 hektar solceller ved Høje Dong, øst for Svendborgmotorvejen.
  • Årlig energiproduktion svarende til 20.000 husstandes elforbrug.
  • Mulighed for op til 40 % lokalt medejerskab.

Baggrund  

Svendborg Kommune gennemførte fra 2022 til januar 2023 to åbne ansøgningsrunder for vedvarende energi.

At ansøgningsrunderne har været åbne, betyder, at kommunen ikke på forhånd har haft udpeget specifikke arealer til opsætning af solcelleanlæg og vindmøller. Med andre ord har alle kunnet indsende ansøgninger på de placeringer, de har fundet hensigtsmæssige.

Kommunen modtog ansøgninger om cirka 700 hektar solenergi og 11 vindmøller. Derefter gennemgik kommunens administration alle ansøgninger og vurderede dem ud fra en række fastsatte kriterier, herunder mulighed for indpasning i omgivelserne og landskabet, naturbeskyttelsesinteresser, lokalt medejerskab, afstand til naboer mv. 

Ud af alle ansøgningerne valgte kommunalbestyrelsen at give grønt lys til en videre proces for tre projekter, hvoraf et af dem er hybridprojektet ved Høje Dong.

Status, sommer 2023

  • Kommunalbestyrelsen besluttede i februar 2023 at igangsætte en såkaldt foroffentlighedsfase for hybridprojektet ved Høje Dong. Her har borgere, berørte myndigheder og andre interesserede kunnet komme med forslag og idéer til den videre planlægning og miljøvurdering.
  • På baggrund af foroffentlighedsfasen har kommunalbestyrelsen den 28. juni 2023 besluttet at igangsætte udarbejdelse af kommuneplantillæg, lokalplan samt miljøvurdering af planerne og projektet.
  • Når forslagene sendes i høring, vil der blive afholdt endnu et borgermøde.

Følg med i kommunalbestyrelsens beslutninger her. Dagsordener med bilag bliver offentliggjort en uge før møderne, og efter møderne bliver referater lagt op.

Find spørgsmål og svar om projektet nedenfor.

Se ansøgerens hjemmeside om projektet her