Solcelleanlæg ved Gudbjerg-Lakkendrup

Her kan du holde dig opdateret om solcelleanlægget ved Gudbjerg og Lakkendrup samt finde svar på ofte stillede spørgsmål.
  • Op til 60 hektar solenergi i tilknytning til to eksisterende vindmøller af ca. 80 meter syd for Højlundsvej mellem Gudbjerg og Lakkendrup.
  • Forventet årlig energiproduktion på ca. 35-55 MW, svarende til 10.000-15.000 husstandes årlige elforbrug.
  • Mulighed for op til 40% lokalt medejerskab.

Baggrund  

Svendborg Kommune gennemførte fra 2022 til og januar 2023 to åbne ansøgningsrunder for større solcelleanlæg og vindmøller.

At ansøgningsrunderne har været åbne, betyder, at kommunen ikke på forhånd har haft udpeget specifikke arealer til opsætning af solcelleanlæg og vindmøller. Med andre ord har alle kunnet indsende ansøgninger på de placeringer, de har fundet hensigtsmæssige.

Kommunen modtog ansøgninger om cirka 700 hektar solenergi og 11 vindmøller. Derefter gennemgik kommunens administration alle ansøgninger og vurderede dem ud fra en række fastsatte kriterier, herunder mulighed for indpasning i omgivelserne og landskabet, naturbeskyttelsesinteresser, lokalt medejerskab, afstand til naboer mv. 

Ud af alle ansøgningerne valgte kommunalbestyrelsen at give grønt lys til en videre proces for tre projekter, hvoraf et af dem er solcelleprojektet mellem Gudbjerg og Lakkendrup.

Status, sommer 2023

  • Kommunalbestyrelsen besluttede i februar 2023 at igangsætte, en såkaldt foroffentlighedsfase, for projektet. Her har borgere, berørte myndigheder og andre interesserede kunnet komme med forslag og idéer til den videre planlægning og miljøvurdering.
  • På baggrund af foroffentlighedsfasen har kommunalbestyrelsen den 28. juni 2023 besluttet at igangsætte udarbejdelse af kommuneplantillæg, lokalplan samt miljøvurdering af planerne og projektet.
  • Når forslagene sendes i høring, vil der blive afholdt endnu et borgermøde. 

Følg med i kommunalbestyrelsens beslutninger her. Dagsordener med bilag bliver offentliggjort en uge før møderne, og efter møderne bliver referater lagt op.

Find spørgsmål og svar om projektet nedenfor.

Se ansøgerens hjemmeside om projektet her